Nyttig info om træpiller


Det er langt de færreste, der oplever problemer, når de fyrer med træpiller. Processen er forholdsvis ukompliceret, og de moderne pillefyr er brugervenlige og passer langt hen ad vejen sig selv. Der er derfor sjældent brug for det helt store gennemsyn flere gange årligt, og du vil hurtigt opdage, hvor lille en indsats det kræver af dig at få et stort udbytte af dit pillefyr.
Skulle du alligevel rende ind i problemer med dit fyr, kan du næsten være sikker på, at det drejer sig om indstillingen og/eller installationen af fyret eller kvaliteten på de træpiller, som du anvender. En træpille af dårlig kvalitet kan nemlig medføre større askeproduktion, hvilket kan have en negativ indflydelse på pillefyrets funktion og ydelse.
Læs med her, hvor du kan blive klogere på, hvad du kan gøre for at undgå dårlige træpiller. Vi giver dig nemlig en række gode råd, som du kan gøre brug af, næste gang du skal investere i træpiller til dit pillefyr.

Træpillernes effektive brændværdi

Som det første kan du kaste et blik på træpillens effektive brændværdi. Ved at gøre dette kan du lettere afgøre, om der er tale om en træpille af god kvalitet. Den effektive brændværdi er nemlig et udtryk for den mængde energi, som en træpille kan levere. Brændværdien afgøres af, hvor meget vand og aske der er i træet.
De bedste træpiller har et maksimalt indhold af 0,4 procent aske og maksimalt 7 procent vand. Er dette tilfældet, leverer en træpille 4,9 kWh/kg.

Træpillens kemiske sammensætning

Træpiller er helt konkret træ, der er presset sammen, og som ved afbrænding afgiver energi. Den energi kan du så bruge til at opvarme dit hjem med. Men som vi allerede har slået fast, er det essentielt, at træpillen opfører sig, som den skal under afbrænding. Og her er træpillens sammensætning afgørende.
Herunder finder du derfor de fire vigtigste ting i træpillens kemiske sammensætning, som du skal være opmærksom på, når du skal vurdere kvaliteten af en træpille.


1. Vandindhold

Selvom vand er en helt naturlig del af træ, skal du alligevel være opmærksom på, hvor meget vand en træpiller indeholder. Indholdet af vand har nemlig stor betydning for træets effektive brændværdi.
Når træet afbrændes, fordamper vandet, og hvis vandindholdet er for højt, vil det skade energiniveauet, mens du samtidig risikerer flere belægninger i skorstenen. Du kan dog ikke undgå et vist indhold af vand i træpiller, så gå efter et vandindhold på mellem 6-8 procent. Så er du sikker på det bedste resultat. En tommelfingerregel er, at du bør styre uden om træpiller, der har et vandindhold på mere end 10 procent.


2. Askeindhold

Træpiller efterlader helt naturligt restproduktet aske ved afbrænding. Og her handler det om at investere i en træpille, der afgiver så lidt aske som muligt. Der kan nemlig være stor forskel fra træpille til træpille, og en premium træpille afgiver cirka 0,3 procent aske, mens en standard træpille afgiver cirka 5 procent.
Finder du en træpille, der har en høj effektiv brændværdi og dermed et lavt indhold af vand, vil denne afgive den mindst mulige aske.


3. Askesmeltepunkt

Når det kommer til pillefyr, er slagger djævlens værk. Derfor er askesmeltepunktet meget vigtigt at kende til, så du kan undgå, at der kommer slagger i pillefyret. Slagger er det, der sker, når asken fra træpillerne klumper sig sammen. En proces, som kan nedsætte effektiviteten af dit fyr.
Gå derfor efter træpiller med et askesmeltepunkt på over 1.200 grader celsius.


4. Vægtfylde

Vægtfylden i træpiller afhænger af, hvor hårdt pillen er presset sammen: Jo hårdere den er presset, jo mindre vil den fylde, mens den stadig vil afgive den samme mængde af energi. Har du derfor begrænset plads til opbevaring af træpiller, er det en god idé at købe træpiller, der er presset ekstra hårdt.
På den måde kan du opbevare den samme energi på mindre plads. Desuden har dette ikke nogen indflydelse på prisen af træpillerne, da denne beregnes per kg.


Sådan opbevarer du bedst dine træpiller

Træpiller kommer ofte i store mængder ad gangen, da dette bedst kan betale sig. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at opbevare dine træpiller tørt og forsvarligt.
Træpiller med en dårlig mekanisk holdbarhed vil gå i stykker under transport, og de kan tilmed smuldre, hvis de bliver blæst ind i din silo. Derfor skal du som minimum have en træpille med en styrke på 97,5 procent til dette formål. Tallet her indikerer, at der efter transport og indblæsning kun vil være et spild (af ødelagte træpiller) på 2,5 procent.
Herudover bør du altid tænke over at opbevare dine træpiller forsvarligt. Beskyt dem for vind og vejr, og hav dem ligeledes i forsvarlig emballage, der kan holde mus, rotter og andre skadedyr væk. Sørg desuden for, at træpillerne ikke får fugt ved at opbevare dem et tørt sted som en tør lade, et udhus eller en kælder.                 
Loading
Loading